nyheder | kontakt | cv dansk | english  
   
 

overgaden


Historie på historie, Overgaden - institut for Samtidskunst, 2004.

tekst fra overgaden.dk:
"I udstillingen Historie på historie har Tanja Nellemann konstrueret hele landskaber af gamle historiebøger. Kendte og ukendte figurer popper op af landskabet, i samtale, givende hinanden hånden, eller blot stirrende ud i luften foran sig.

Grunden, figurerne popper op af, er den selv samme grund, hvorfra de stammer, nemlig historiebøger af nyere og ældre dato. Som titlen tilkendegiver, konstruerer Nellemann bogstaveligt talt historie på historie. Hun dissekerer, transformerer, gentænker og rekonstruerer de bøger, der danner udgangspunkt for den verdensforståelse vi har i dag.

I et rum skildrer hun fællesskaber, samlinger, åbne og lukkede kredse. I en cirkel dannes et bånd mellem en række historiske personer; på endevæggen ses billeder af demonstrationer, af store begivenheder, store menneskeflokke, de fællesskaber der historisk er blevet konstrueret . Historiebøger er stakket, bundtet i to store søjler, massive, kolossale som historien selv.

I det andet rum rekonstruerer hun studiekammeret. Læsningen af bøgerne, udlægningen af historien. Ord ligger nydeligt arrangeret eller bunket sammen, bøger er slået op, dissekeret, rekonstrueret, fortolket.

Nellemann peger med disse to rum på den konstruktion, der ligger i bøgerne selv. De eksklusions og inklusionspræmisser, der naturligt følger et forsøg på at få et overblik over noget så broget og uoverskueligt som historien. En objektiv historieskrivning er en illusion; det er altid subjektive sammensætninger og valg, der ligger til grund for denne, synes Nellemann at sige. Eller for at sige det med filosoffen Friedrich Nietzsche er enhver tro på objektivitet i historieskrivningen en blåøjet tro.

Hvad, Tanja Nellemann gør, er at pege på forskydninger, indsætte fejltrin og overgreb i historieskrivningen. Hun zig zagger på flere planer rundt i bøgerne, hvorved hun tegner sin egen særegne "genealogiske" udlægning af historien.

Tanja Nellemann Poulsen (f.1971) er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi, 2001. Udover, som ved denne udstilling, at arbejde med skulpturel installation, er et af hendes medier video. Bag sig har hun flere udstillinger på Rum46, hvor hun også er medlem, heriblandt. rum46 i Spanien, 2000, Historier fra gaden, 2001 og senest i projektet Gæstebud. Yderligere har hun deltaget i Boomerang på Nikolaj Udstillingsbygning i 1998 og udstillingen i det offentlige rum NB! – Lad os mødes på Nørrebro, 2003. Tanja Nellemann har bl.a. deltaget i videofestivalen Es ist schwer das Reale zu berüren på Kunstverein München, 2003, ligesom hun bidrog til Overgadens videoscreening Arrivals & Departures samme år. I efteråret 2004 venter udstillingen Minority Report i Århus."

link til overgaden.org >> her << - (Se under tidligere udstillinger)

 

 
 

History on History af Tanja Nellemann - web: Anders Visti

top