nyheder | kontakt | cv dansk | english  
   
 

minority report


Tanja Nellemann Poulsen, “fremmedsyn” (video still)

tekst fra Minority-report.dk:
"Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark.
Et interdisciplinært udstillingsprojekt på forskellige lokaliteter i Århus og omegn.
25. september – 24. oktober 2004. Co-kurateret af Trine Rytter Andersen, Kirsten Dufour, Tone O. Nielsen & Anja Raithel i samarbejde med udstillingsdeltagerne."

Om Tanja Nellemann:
"Tanja Nellemann Poulsen er uddannet billedkunstner ved Det Jyske Kunstakademi i Århus i 2001 og indgår i dag i to primære samarbejdsgrupper. Siden 1998 har hun været medlem af udstillingsstedet rum46 i Århus, hvor hun har været med til at arrangere og yde bidrag til udstillinger, heriblandt rum46 i Spanien (2000); Historier fra gaden (2001); og senest projektet Gæstebud (2003), hvor der blev stillet spørgsmål til og givet mulige svar på, hvordan “den Anden” imødekommes på et individuelt, socialt og politisk plan (se www.rum46.dk). Hun er også medlem af værkstedet Im7, der udgiver publikationen *. * er en værkbaseret publikation i løsbladsform, der kan intervenere med dagligdagens papirbunker (se www.im7.dk). Yderligere har hun deltaget i Boomerang (Nikolaj Udstillingsbygning, København, Danmark 1998) og i udstillingen i det offentlige rum NB! – Lad os mødes (Nørrebro, København, Danmark 2003). Under Artgenda 2002 i Hamborg, Tyskland deltog hun i InstantArt, Tetrapak, hause-besuche og Journal for North East. Poulsen har også deltaget i videofestivalen Es ist schwer das Reale zu berüren på Kunstverein München i Tyskland i 2003, ligesom hun bidrog til videoscreeningen Arrivals & Departures på Overgaden – Institut for Samtidskunst i København samme år. Poulsens værkproduktion kredser om politiske og sociale problemstillinger, hvor blandt andet usynlige (magt)spil og foregivende objektivitet i konstruktionen af en fælles identitet (for eksempel den danske) undersøges. Hun laver interventioner i forskellige kontekster – stedsspecifikke og offentlige rum – hvor hun forsøger at lave små forskydninger, hvis fornemste opgave er at invitere individer til eftertænksomhed og at skabe grobund for andre handlingsmønstre. Poulsen er interesseret i rummet, der udspænder sig mellem værk, beskuer og virkelighed. Hendes kunstneriske arbejde lægger sig tæt op af den virkelighed, det indtræder i, samtidig med at det holder fast i at være kunst. Et tilbagevendende tema er måden, hvorpå vi som mennesker påvirkes og manipuleres, og hvordan vi som medborgere kan påvirke vores virkelighed gennem med- og modhandlinger.

Bidrag: Deltager i Station 1: Ridehuset, Århus med “fremmedsyn”, 1999. Video, 43 min. Courtesy kunstneren."

Link til Minority Report >> her <<

 

 
 

History on History af Tanja Nellemann - web: Anders Visti

top